T. Silva: Hvorfor acceptere lavere løn i Barca?
Illustration
Ligue 1

T. Silva: Hvorfor acceptere lavere løn i Barca?

Den brasilianske PSG-profil har afvist FC Barcelona i to omgange. 

Fodboldspillere på topplan behøver næppe bruge meget tid på at kigge i tilbudsaviser, men at økonomi er vigtig for dem, har vel aldrig været nogen hemmelighed. Således også for Paris Saint-Germains Thiago Silva. Brasilianeren havde i to omgange mulighed for at skifte til FC Barcelona - første gang for to sæsoner siden fra AC Milan og senest denne sommer fra den franske hovedstadsklub - men begge gange takkede han nej. Og argumentet? Han gad ikke gå ned i løn. 

- Jeg har hørt folk sige, at jeg kun tænkte på penge, men de glemmer, at vi har familier, som skal have mad på bordet. Hvorfor skulle jeg acceptere at tjene færre penge i Barcelona? Hvorfor er det spillerne, der skal ofre sig? Siger Silva til The Guardian og fortsætter:

- Desuden var det en ekstra udfordring at blive i PSG, og klubben er på rette vej. 

Men selvom forsvarsspilleren blev i Paris, lægger han ikke skjul på, at det var en svær beslutning at afvise Barcelona:

- Det var ikke nemt at takke nej til Barcelona to gange. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg har beundret dem, siden jeg var knægt, og at jeg altid har ønsket at spille for Barcelona. 

Thiago Silva er i gang med sin anden sæson i PSG siden skiftet fra AC Milan i 2012.