Video : Tipsbladet
Ligue 1

Verratti: PSG skal sælge Neymar hvis han vil videre

Marco Verratti er klar i spyttet om Neymar. Hvis brasilianeren ikke ønsker at være i PSG, så skal klubben sælge stjernen.

Neymars fremtid lader til at være et ganske åbent spørgsmål denne sommer, og hvis man skal følge brasilianerens italienske holdkammerat i Paris Saint Germain, Marco Verratti, så kan man ikke holde på Neymar, hvis han vil videre.

Det fortæller Verratti i et interview med franske RMC Sport.

- Jeg har ikke haft muligheden for at tale med ham, men han går igennem en svær tid efter sin skade, som afholdte ham fra at spille med ved Copa America, siger han og fortsætter:

- Jeg ville blive skuffet, hvis han skulle vælge at skifte klub. Jeg kan aldrig lide at høre ham sige, at han vil videre. Jeg ville foretrække, hvis han ville blive her, lyder det fra Marco Verratti.

For to år siden var det Verratti selv, der var i centrum for spekulationer, hvor det var ham, der blev rygtet fra PSG til Barcelona. Dengang husker han, at han havde tidspunkter, hvor han havde brug for svar fra PSG.

- Jeg kunne ikke se et hold, der ville vinde Champions League, men da jeg havde talt med klubben var jeg tilfreds. Ingen tvang mig til at blive, men jeg har det sådan, at hvis en spiller vil videre, så vil han altid finde en måde, hvorpå han kan gøre det. Klubben er nødt til at lade ham gå, men jeg er enig i det, som klubben vil have for ham, forklarer italieneren.

PSG hentede Neymar i Barcelona for to år siden for 1,65 milliarder kroner, som gjorde brasseren til verdens dyreste fodboldspiller.