Video : Tipsbladet
Ligue 1

Video: PSG taber igen efter tosset fejl i forsvaret

Det har slet ikke kørt for PSG i den seneste tid, selvom mesterskabet er kommet i hus. Senest blev det til et nederlag på 2-3 mod Montpellier tirsdag aften.

Den franske storklub Paris Saint Germain har allerede sikret sig det nationale mesterskab, og derfor var der ikke det store på spil, da hovedstadsklubben tirsdag aften var i kamp på udebane mod Montpellier.

Her endte det med et nederlag på 2-3 for PSG, der både havde store spillere som Neymar, Marquinhos, Kimpembe og Di Maria med i startopstillingen, så det var bestemt ikke en kamp, som man bare var ligeglad med.

Dog så det meget specielt ud, da Montpellier fik scoret til 3-2 i kampen. Her blev bolden spillet kort ud fra et målspark af Gianluigi Buffon, men Paredes, som modtog bolden havde ikke øjne i nakken, så han opdagede ikke, at modstandernes Camara kom nede bagfra og fik fat i bolden. 

Derefter var det en smal sag for ham at score til 3-2, som bestemt ikke faldt i Neymars smag. 

Forinden var det Angel Di Maria, der havde gjort det til 2-1 for PSG i begyndelsen af anden halvleg efter to selvmål undervejs i kampen. Med ti minutter tilbage af opgøret udlignede Delort for Montpellier, og så var det altså Camara, der afgjorde sagerne.

Det hele kan ses i videoen øverst i artiklen.

Nederlaget er endvidere PSG's fjerde i fem kampe, og de har senest tabt pokalfinalen, så de altså må 'nøjes' med mesterskabet i denne sæson.