Wass: Holdkammeraterne svinede mig til i 20 minutter
Ligue 1

Wass: Holdkammeraterne svinede mig til i 20 minutter

Spillertruppen i Evian vendte sig mod Daniel Wass i hans sidste halve sæson i Frankrig.

Daniel Wass' sidste halve år i franske Evian udviklede sig til et mareridt for danskeren.

Wass var blevet lovet et skifte væk fra Evian forrige sommer, hvilket ikke blev overholdt. Og efter nogle dårlige præstationer for Evian vendte hele spillertruppen sig mod danskeren og svinede ham til, fortæller han til avisen BT.

- Efter den kamp holder vi et møde i omklædningsrummet midt på ugen, og de ældre spillere snakker om, at vi skal i gang nu, og at vi skal spille sådan her osv., og så vender alle sig om mod mig og bare sviner mig til op i mit ansigt i 20 minutter, siger Wass til BT.

- De sagde, at jeg ikke gad spille for klubben, at jeg jeg skulle tage at spille for holdet og ikke for mig selv. At jeg ikke skulle tænke på transfer. Jeg sad helt stille og roglig i omklædningsrummet og havde ikke sagt noget. Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Jeg var helt i chok.

Wass fik som bekendt lov til et skifte denne sommer, hvor han er rejst til spanske Celta Vigo.