Morten Skoubos sidste eventyr

Morten Skoubos karriere er slut, og det afsluttende kapitel blev skrevet halvvejs omme på den anden side af kloden. Den lange angriber tilbragte efteråret i den nystartede Indian Super League, hvor han stod over for tidligere topnavne som Alessandro Nesta og David James og dannede angriberkorps med den gode ven Mads Junker og legendariske Alessandro Del Piero i det sidste fodboldeventyr, der bød på problemer med indrejsevisum, tyk smog og en fodboldkultur, der både er udbredt og underudviklet.

Bragt i Tipsbladet 30. januar 

 Som Morten Skoubo sidder halvt med siden til cafébordet og læner sig op ad vindues- og dørpartiet ved siden af ham, mens han sipper sin mandagskaffe, er det tydeligt, at hans liv er ændret. Normalt ville han tilbringe sådan en kold januar formiddag iført hue, handsker og lange bukser, mens han og holdkammeraterne blev tvunget igennem den sure vinteropstarts løbeture. Men Skoubo er færdig med den slags. Han har stoppet fodboldkarrieren efter 15 år på topniveau, og nu nyder han, at han kan gøre, hvad han vil og ikke skal ud i kulden for at løbe græsset af de slidte vinterbaner. Forleden mødte han et par tidligere holdkammerater, som fortalte om de netop igangsatte forårsforberedelser. ”Godt, det ikke er mig,” tænkte han. 

Morten Skoubos karriere startede i FC Midtjylland og gik over Brøndby og OB i Superligaen, mens den også tog ham til Mönchengladbach i Tyskland, West Bromwich i England, San Sebastian i Spanien, Utrecht og Kerkrade i Holland og ikke mindst Delhi i Indien. Det var i sidstnævnte land, at den 34-årige nu tidligere angriber spillede sin sidste kamp for Delhi Dynamos, der var et af otte hold i den første sæson af den stortanlagte Indian Super League. Skoubo gik allerede med overvejelser om et karrierestop i sommer, men da han og kammeraten Mads Junker blev kontaktet af deres tidligere direktør i Roda, Martin van Geel, opstod lysten til et sidste eventyr.

”Han ringede til Mads først, fordi han havde set, han var ude af kontrakt i Belgien. Feyenoord [hvor Van Geel nu er teknisk direktør] var blevet bedt om at hjælpe Delhi Dynamos med at flytte spillere derud, og så ringede han til Mads for at sige ”Skal du til Indien og spille nu eller hvad?” Mads vidste det sgu ikke lige helt. Så sagde Martin ”Hvad med Skoubo? Skal vi ikke have ham med så?” Så præsenterede Mads det for mig et par dage efter, og til at starte med grinede vi lidt. Så tog han af sted, og et par timere senere ringede jeg til ham og sagde ”Mads, det skal vi kraftedme, det her. Det kunne altså være sjovt”,” fortæller Morten Skoubo med et stort grin. 

Skiftet var lidt et sats, for eftersom den indiske liga var helt ny, var klubberne det samme, og den danske angrebsduo vidste ikke, hvad de ville komme ned til. Men tilliden til Martin van Geel var stor, for de har begge spillet under Delhi-cheftræner van Veldhoven og hans assistent Mark Luijpers i Roda, så de stolede på, at alt var, som det skulle være. 

For Morten Skoubos vedkommende spillede muligheden for en sidste oplevelse ind i beslutningen, for han har altid gerne villet rejse kloden rundt, men den slags lader sig ikke gøre, når man er på kontrakt. Desuden varede sæsonen kun tre måneder, så hvis livet i Indien ikke var lykken, ville ingen større skade være sket. 

Bollywood, stjernestøv og 20 millioner indere
Junker og Skoubo skulle have været af sted allerede i august, men kort før den planlagte afrejse fik de to danskere en af mange emails fra deres nye indiske arbejdsgivere.

”Vi fik en besked et par uger inden, hvor der stod, at turneringen var udsat tre uger, så vi behøvede ikke komme endnu, selv om vi skulle starte to uger senere. De havde udsat hele lortet i tre uger, for det var noget med en cricketsæson. Det var fair nok, så ventede vi lidt og blev i Danmark til starten af september,” siger Morten Skoubo, der tog det hele med et smil. 

Den slags overskud var der også brug for i løbet af forberedelserne til turen, for han og Mads Junker havde ikke besøgt klubben inden den endelige afrejse, og da de skulle af sted, var det ikke sådan lige til. Man skal have et visum for at komme til Indien, og den slags lader sig ikke skaffe i en håndevending.

”Vi var ude på den indiske ambassade fire-fem gange, og der var så mange mennesker derude hver gang, og vi skulle vente tre-fire timer hver gang. Det endte med, at jeg den sidste dag, inden vi skulle af sted, var ude og hente vores visum. Der havde vi arbejdet på det i måske ti dage. Så manglede de det ene, så skulle de lige finde det andet, så skulle vi have taget fingeraftryk. Det var et kaos uden lige,” siger Morten Skoubo, der ikke lod sig rive med at det ordensløse forløb.

”Vi var rimelig loose omkring det. Det var selvfølgelig ikke så sjovt at sidde derude i fire timer hver gang, men så kom man op til den samme inder, og man hilste jo nærmest på dem, fordi de kunne huske os. Når vi kørte derfra, kiggede vi bare på hinanden og grinte og sagde ”Nå, det blev heller ikke i dag. Så må vi finde en anden dag,” siger han med et af de grin, der kommer mange af i løbet af interviewet.

For Morten Skoubo synes mest af alt, at det var sjovt, selv om den slags uorden også var normen, da de endelig kom til Indien. Der var ingen, der havde prøvet at drive en fodboldklub før, så nogle gange manglede noget af træningstøjet eksempelvis, men til gengæld var hjælpevilligheden ikke en mangelvare. Alle i og omkring klubben ville meget gerne have det til at lykkes, for Indien Super League var og er et vigtigt fodboldprojekt i landet. 

ISL kører om efteråret, mens den eksisterende nationalliga I-League spilles om foråret. Sidstnævnte har dog aldrig lykkedes med at slå de gnister, der kan sætte ild under den ulmende indiske fodboldinteresse. For den er til stede. Iføgle FIFA’s Big Count, der opgør alle fodboldspillere i medlemslandene, har Indien med 20 millioner spillere tredjeflest i verden kun overgået af Kina og USA. Målet er at fremme fodbold, som traditionelt har stået i skyggen af cricket i det store land. 

Det skete blandt andet ved at gøre hver kamp til et show, hvor Bollywood-skuespillere og lignende kendisser kunne vise sig frem, og tilskuerne kunne betragte fyrværkeri, mens de spiste vestlig fastfood. Og ikke mindst se nogle af gårsdagens største fodboldstjerner. Folk som Alessandro Del Piero, David James, Fredrik Ljungberg, David Trezeguet, Alessandro Nesto og Robert Pirés. 

De store navne skulle bringe stjernestøv, men også erfaring til de indiske fodboldbaner, således at landets egne spillere kunne lære og forbedre sig i deres selskab. Der var også rigeligt at forbedre på.

”Inderne var kommet fire dage før, så de havde trænet med træneren og hjælpetræneren, og træneren havde fortalt os lidt om, hvad det var for noget, vi ville møde. Lige der var det ikke helt vildt positivt, hvad han havde at sige,” ler Morten Skoubo.

 ”Da vi havde trænet første gang, tænkte jeg også ”Hvis det er niveauet i hele ligaen, så kommer der ikke ret mange mennesker og kigger, fordi så bliver det ikke særlig underholdende.” Det var en kæmpe oplevelse og kæmpe chance for inderne, så de havde været sindssygt nervøse, men de voksede ind i det, og man kunne se uge for uge, at de blev bedre.”

I starten snakkede Skoubo og de andre udlændinge endda om, at de måske blev nødt til at spille uden om de teknisk underlegne indere, men de lokale skulle mindst udgøre fem mand på banen, så den løsning blev aldrig ført ud i livet. De blev også bedre, som turneringen skred frem, og til sidst var niveauet helt hæderligt, vurderer Skoubo.

Dårlig engelsk på Google Translate
Det var også en udfordring at spille holdet sammen, for det var helt nyt. Det var ikke som at komme som ny spiller til et hold, der allerede fungerer. De skulle starte helt fra bunden og havde kun omkring en måned til at gøre den brogede flok af udenlandske og indiske spillere til en samlet enhed. Det er svært nok i sig selv, og det blev ikke mindre svært af, at nogle af spillerne ikke ligefrem havde haft engelskundervisning siden de første skoleår. Ganske vist stod der navne på både trænings- og spilletøj, så den del forløb relativt gnidningsfrit, men derudover blev kommunikationsevnerne sat på prøve.

”De fleste af os talte engelsk. Der var et par stykker, der forstod engelsk, men ikke talte det, og det var heller ikke alt, de forstod. Når træneren forklarede en øvelse, så løb de den helt modsatte retning af, hvad de skulle. Det skete rimelig ofte, og det var de samme to-tre spillere, der gjorde det hver gang, så alle sammen stod og grinte helt vildt,” lyder det fra Morten Skoubo. 

”Vi havde også en tråd inde på Whatsapp [beskedapplikation til smartphones], hvor vi skrev, hvornår vi skulle være de forskellige steder, og der kom nogle rimelig sjove ting fra Google Translate eller sådan noget. Jeg synes, det er fantastisk. Det er virkelig sjovt, at det har været på den måde.”

Sammenspils- og kommunikationsvanskeligheder til trods blev Indian Super League en succes. Times of India skrev eksempelvis, at ligaen lykkedes med at omdanne landets millioner af sofaseere til stadiongængere, hvilket også kunne måles på tilskuertallene. For med et gennemsnit på 24.357 på de otte stadioner var ISL den fjerdebedst besøgte liga i verden kun overgået af Bundesligaen, Premier League og Ligue 1. Samtidig havde første spillerunde sammenlagt 170 millioner seere. Morten Skoubo oplevede generelt opmærksomheden som ”kæmpe-kæmpestor,” men dog ikke så stor, som nogle forsøgte at gøre den til. 

”Vores teammanager var lidt en verdensmand, der troede, han kunne det hele og måske

 kun kunne det halve. To-tre dage inden turneringsstart snakkede Mads og jeg om, at vi ville ned i Delhi og se et eller andet. Så sagde han ”I skal skynde jer at få det gjort nu her, for når vi har spillet første kamp, kommer det til at blive så vildt, at I ikke kan gå nogen steder. De kommer til at overfalde jer, og I skal have vagter med, hvis I skal ud.” Det viste sig så, da vi havde spillet kamp nummer et, to, tre og så videre, var der ikke så mange, der kendte os. Der var nogle få en gang i mellem, men så vildt var det heller ikke,” fortæller Skoubo, der også var godt skærmet af for offentligheden.

Gennem alle fire måneder i Indien boede han og resten af holdet på et luksushotel i Delhi, hvorfra de blev kørt ud til træningsbanen. Det var måske også for meget af det gode, for det føltes næsten som en lang træningslejr med hele holdet samlet på samme sted. Derudover var kampprogrammet så komprimeret – 14 kampe på to måneder – at der ikke var ret meget fritid til at begive sig rundt i byen og i landet. Morten Skoubo skyder på, at spillerne havde syv fridage i løbet af de tre-fire måneder, de var i Indien, men han og Mads Junker prioriterede at opleve nogle ting, og det var noget af et kultursammenstød, der mødte dem. 

”Som man ved, er forskellen mellem rig og fattig koloenorm. Forureningen også. I Danmark sorterer vi vores affald, og så ser man dernede, hvor der bor mange millioner i Delhi. Deres flod er fuldstændig smadret til, og bilerne kører bare op på broen, og så smider de affald ud i floden. Sådan nogle ting var faktisk frygtelige at se. Man havde selvfølgelig en forventning om, at de ville være der, men jeg syntes bare, det var vildt,” siger han.

”Delhi var faktisk forholdsvis rent, og de forsøgte at feje gaderne. Men det er også hovedstaden, og bare når man kom til Kolkata, som tidligere har været hovedstad, var det en by i forfald. Den var beskidt og fyldt med fattige mennesker. Selvfølgelig var der fattige mennesker i Delhi, men bare ikke i samme omfang. Og man finder ud af, at man ikke kan redde alle de fattige, selv om man gerne vil.”

Ingen smog på Vesterbro
Indien er et kontrastfyldt land, og lige så fattig dele af befolkningen er, lige så rig er andre dele. Der bor eksempelvis 122 dollarmilliardærer i landet. Det er netop nogle af landets rige selskaber og privatpersoner, der har skudt penge i Indian Super League og betalt gildet med navnkundige stjerner, storladne shows og aggressiv markedsføring. Det er også dem, der har sørget for at leje fine faciliteter. Delhi Dynamos spillede deres hjemmekampe på nationalstadionet Jawaharlal Nehru Stadium, som blev renoveret til Commonwealth Games i 2010, og som har plads til omkring 60.000 tilskuere. Til træning var der heller ikke en finger at sætte på omgivelserne.

”Vi trænede på et universitetsstadion, hvor der var en tribune og en superfin græsplæne. Hver morgen når vi kom, sad der bogstavelig talt fem mand på hver deres stol og nulrede i græsset. De fik det bundet ind på en eller anden måde, så banen stod virkelig godt. Blev vandet inden træning og så videre. I omklædningsrummet havde vi hvert vores skab og sådan nogle ting. Alle de ting var der helt styr på,” fortæller Morten Skoubo. 

Desværre blev det sidste fodboldeventyr ikke nogen udpræget succes rent sportsligt for Morten Skoubo. Han startede ganske vist på banen i det første opgør, da han og Mads Junker holdt Alessandro Del Piero ude af holdet, men det blev kun til otte kampe ud af 14 og ingen scoringer. Det er der flere forklaringer på, og i sidste ende var holdkammeraterne nok bare bedre.

”Det var vel lidt en blanding af, hvordan jeg gjorde det, og hvordan holdet gjorde det. Jeg startede egentlig inde i den første kamp, hvor jeg så måtte gå ud med en hjernerystelse efter 30 minutter, hvilket var lidt uheldigt. Så havde vi også en 10’er på holdet, som skulle spille lidt. Og så fik vi faktisk en ung brasilianer ind [Gustavo dos Santos], som var fantastisk og måske vores bedste mand. Jeg var med i cirka halvdelen af kampene, men det gjorde mig egentlig ikke så meget. Det var fedt at have været en del af alligevel,” siger han. 

Karrierens sidste kamp blev således foran 20.446 tilskuere mod Chennai. Kampen sluttede 2-2, og dermed endte Delhi Dynamos lige netop uden for slutspilspladserne. Morten Skoubo sagde farvel med en halvleg over for Mikaël Silvestre og Alessandro Nesta i midterforsvaret og med holdkammerat Del Piero på scoringstavlen. Nu er det tid til refleksion og til at se tilbage på karrierens sidste eventyr, der var mindst lige så specielt uden for banen som på den. 

”I starten var alt sindssygt spændende. Der gik køer uden for hotellet, og hundene lå og sov på gaden. Der kom folk på ladvogne midt ude i trafikken, og der gik elefanter ude på motorvejen. Alle de der ting. Ved motorstop begyndte de at skifte hjul midt i spor to. Og så var der mennesker over alt. Til sidst, da vi også vidste, vi nærmede os enden, ville vi gerne hjem til frisk luft. Der var smog hele tiden,” fortæller Morten Skoubo om Delhi, der blev udråbt til verdens mest forurenede by i 2014.

”Så lad mig sige det sådan, at der var forholdsvist meget smog. De sidste to måneder tror jeg nærmest ikke, vi så den blå himmel, selv om der var sol hver dag. Når vi trænede, kunne vi virkelig mærke det i lungerne, så helt sundt har det nok ikke været. Vi kunne lige så godt bare have røget en karton smøger hver dag,” siger han om sin sidste fodbolddestination. 

Ordene falder fra en mand og på et sted, der ikke kunne være en større kontrast til det, ordene beskriver. Morten Skoubos korttrimmede stubbe har udviklet sig til et regulært fuldskæg, og med sin nydelige sweatshirt ligner han det, han er. En moderne dansk mand i 30’erne, der hører fuldstændig til på den smarte café på Værnedamsvej på Vesterbro i København. Den slags sted, hvor et blødkogt æg koster 35 kroner, og som han selv siger er ved at være lidt for hipt med alle de besøgende fra den øvre del af middelklassen. 

Den slags cafébesøg får han masser af tid til, for Morten Skoubo har slet og ret ikke sulten til topfodbold i sig længere, og den skal man have, siger han. Han ved ikke, hvad den kommende tid byder på, men han ved, at det ikke kommer til at handle om fodbold. Han har elsket at spille det, men et job som træner eller sportsdirektør er ikke lige ham. Måske skal han ud og se verden, for tiden i Indien har ikke skræmt ham. Tværtimod.