Premier League

»The Beast« raser ikke før højspændt Bolton-brag

Det bliver intenst i aften, når Bolton og Owen Coyle hjemme tager imod Burnley, managerens gamle klub.

For under fire uger siden satte Burnley-tilhængerne fortsat deres lid til, at den karismatiske manager Owen Coyle var manden, der kunne holde dem fri af de ubehagelige pladser under nedrykningsstregen. Men så manglede Bolton en manager, og selv om de lå under Burnley i tabellen, skiftede Coyle. Og i aften kan Bolton så gå forbi de formsvage oprykkere fra Burnley - selvfølgelig i et direkte opgør mellem de to klubber.

Det eneste gode for Owen Coyle før hvad der ligner en hed aften midt i vinterkulden er, at kampen trods alt ikke skal spilles på Burnleys hjemmebane Turf Moor, men i stedet afvikles på Reebok Stadium. Der er dog kun 35 kilometer mellem de to byer, så der forventes masser af skuffede Burnley-fans til bundkampen.

- Selvfølgelig bliver det følelsesladet. Men det var mig, der i sin tid bad Burnley-tilhængerne om deres passion og deres vilje for at hjælpe os, så jeg kan ikke spørge dem om at dæmpe den passion i aften og sige at de ikke har lov til at komme og råbe ad mig, fordi de er skuffede og frustrerede, sagde Bolton-manager Owen Coyle, mens politiet har meldt ud, at man holder øje med de tilhængere, der ikke opfører sig ordentligt.

Så udover at være en vigtig bundkamp kommer følelserne også i kog, men Burnley-keeper Brian Jensen har nu et afklaret forhold til gensynet med sin gamle manager. Til Daily Mail siger danskeren:

- Han efterlod os jo ikke langt nede i lortet. Vi kunne have ligget i bunden af The Championship med store økonomiske problemer, men han skaffede os 60 millioner pund (500 millioner kroner på grund af oprykningen til Premier League, red.), og hvis vi kan blive i Premier League, bliver det kun bedre.

- Tilhængerne ser ikke det store billede. De kigger ikke længere end deres egne frustrationer. De vil have loyalitet, fordi de selv er loyale mod klubben. Men de ved ikke, hvad der foregår i kulisserne. Og se hvad vi har opnået. Han skaffede os oprykning i hans første hele sæson med Burnley, og jeg kan ikke rose ham nok for det, der er sket her over de sidste par år.

- Timingen var dårlig, men der er ingen spillere, der bærer nag. Vi skal ikke bevise noget overfor Owen Coyle. Det var ham, der forlod os. Vi er der for at spille en fodboldkamp mod Bolton, ikke ham, lyder det fra Brian Jensen før den vigtige bundkamp.