Med 2-0-sejren over West Bromwich Albion sikrede Aston Villa sig en billet til FA Cup-semifinalerne, men det er holdets tilskuere, der er løbet med flest overskrifter efter kampen. Hele tre gange løb en gruppe tilskuere således på banen, og det har nu kostet en række anholdelser.
- Vi udførte en stor politiaktion til FA Cuppen i går aftes for at sikre, at fansene kunne nyde kampen i et sikkert miljø. I løbet af operationen blev 17 mænd anholdt for forskellige brud på den offentlige orden, siger kriminalkommissær Chris Johnson ifølge Daily Mirror.
Store grupper af tilskuere løb på banen både ved Scott Sinclairs 2-0-scoring, dernæst da Jack Grealish blev udvist i overtiden og til efter slutfløjtet. Aston Villa har undskyldt på vegne af deres fans og sagt, at den slags ikke hører hjemme på Villa Park.