Video : Tipsbladet
Premier League

Agent: Anders Lindegaard vil spille fodbold

Anders Lindegaard har på ingen måde accepteret en skæbne som reserve. Den tidligere Manchester United-keeper vil erobre pladsen i Burnley FC.

Anders Lindegaard forlængede i sidste uge sin kontrakt med Premier League-klubben Burnley, der dermed satte to streger under, at de er meget tilfredse med at have den danske målmand i klubben. Det kan dog ikke være i kampsituationer, den tidligere Manchester United-keeper har imponeret sin engelske arbejdsgiver.

33-årige Anders Lindegaard har ikke spillet en eneste kamp for Burnley, der er på syvendepladsen i Premier League. Burnley valgte at skrive kontrakt med en fri Anders Lindegaard i slutningen af september, da Tom Heaton kort inde i sæsonen blev alvorligt skadet, og dermed skulle danskeren tage kampen op med Nick Pope. Den kamp har Pope vundet, hvorfor Lindegaard har været reserve hele sæsonen.

Reserve er i det hele taget et prædikat, man kan klistre på Anders Lindegaards karriere. Som 33-årig har han blot spillet 131 førsteholdskampe i hele sin klubkarriere, og dertil kommer fem A-landskampe for Danmark. Det er ikke meget på mere end 10 år.

Anders Lindegaard har dog ikke lænt sig tilbage og blot accepteret en plads på bænken.

- Anders har bestemt ikke opgivet at spille. Slet ikke. Vi må se, om der ikke sker nogle ting på målmandsposten i Burnley næste sæson, og det kan være en ny chance for Anders. Sulten har han stadig, og så skal man huske på, at det altså ikke er nemt at spille sig til en kontrakt med en Premier League-klub. Det tror jeg godt, man kan undervurdere lidt i Danmark. Burnley har kun forlænget med Anders, fordi han har gjort det godt og trænet godt hele sæsonen, siger Anders Lindegaards agent, Michael Stensgaard, til tipsbladet.dk.

Det var ikke et svært valg for den tidligere Manchester United-keeper at forlænge med Burnley, selv om han altså ikke har spillet et eneste minut for klubben.

- Når man står som fodboldspiller og skal have fremtiden på plads, er der tre faktorer, der spiller ind. Der er noget økonomi, der er noget sportsligt, og der er privatlivet. Når Anders har gjort den samlede pakke op, er han kommet frem til, at Burnley er den bedste løsning for ham på nuværende tidspunkt, siger agenten og tilføjer:

- Anders kom til Burnley på et tidspunkt, hvor der var gode chancer for at spille, fordi Tom Heaton lige var blevet skadet. Anders havde dog ikke trænet ordentligt igennem i noget tid, og derfor fik Nick Pope chancen, og siden har han ikke set sig tilbage. Mon ikke, at han også er med England til VM. Det må man jo bare anerkende. 

Anders Lindegaard, der fylder 34 på torsdag, har siddet på bænken i hele sæsonen for Burnley FC, men i lørdags var han helt ude af truppen til udekampen mod Watford. Tom Heaton er nemlig klar igen efter sin lange skadespause og var derfor reserve for Nick Pope. Det kan indikere, at Anders Lindegaard aktuelt er tredjevalget i Burnley FC.

Anders Lindegaards kontrakt med Burnley FC udløber i sommeren 2019. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.