Video : Tipsbladet
Premier League

Agent: Jeg tror, vi flytter 'AC' til vinter

Der er ikke blevet til meget spilletid i Chelsea for Andreas Christensen i denne sæson, og hvis det ikke ændrer sig inden jul, vil danskeren ifølge agenten kræve et skifte.

Efter Maurizio Sarris ankomst til Chelsea har danske Andreas Christensen mistet sin plads på holdkortet i Chelsea.

Og det er uholdbart. Sådan lyder det nu fra spillerens far og agent, Steen Christensen.

- Jeg er af den overbevisning, at vi vil forsøge at flytte Andreas til vinter. Til jul skal der ske noget andet. Hvis ikke han spiller, siger Steen Christensen til TV3 Sport.

Steen Christensen understreger desuden, at en udlejning ikke vil komme på tale, samt at lande som Tyskland og Spanien vil passe godt til sønnens spillestil. Agenten vil da heller ikke lægge skjul på, at der allerede nu har været masser af henvendelser fra interesserede klubber.

Den danske landsholdsspiller bliver dog ikke en billig herre, siger Steen Christensen, og tilføjer, at det derfor kun er en lille gruppe af klubber, der vil have råd til Chelsea-forsvareren.

Andreas Christensen har spillet 46 kampe for Chelsea, og opnåede i sine to sæsoner for Borussia Mönchengladbach 82 kampe for den tyske klub.