Agent om Newcastle-danskers kontrakt: Har en god dialog med klubben
Foto: Newcastle United
Premier League

Agent om Newcastle-danskers kontrakt: Har en god dialog med klubben

Angriber Elias Fritjof Sørensen fra Newcastle United har kontraktudløb til sommer - men parterne er i samtale om at forlænge.

Han har scoret 18 gange for Newcastles reservehold, 19-årige Elias Fritjof Sørensen, der som 16-årig blev hentet i HB Køge, og i det hele taget har efteråret været en kæmpe succes for det danske talent.

Danskeren har kontraktudløb til sommer, så de gode præstationer har været med til at positionere ham til de forhandlinger, der allerede meldes godt i gang.

The Sun, som ikke er verdens mest troværdige medie, skriver, at Elias Fritjof Sørensen i første omgang har takket nej til en treårig-forlængelse og en ugeløn på 12.500 kroner. Danskeren ønsker ifølge mediet en aftale på godt 21.000 kroner om ugen, hvis han skal forlænge med The Magpies.

Over for tipsbladet.dk vil Elias Fritjof Sørensens agent, Michael Stensgaard, ikke sige så meget om de forhandlinger, der foregår.

- Det eneste, du kan citere os for, er, at vi har en rigtig fin dialog med klubben om, hvad der skal ske. Vi fører ikke forhandlinger gennem aviser. Dialogen er god, og jeg er sikker på, at vi nok skal finde en god løsning, siger Michael Stensgaard, til tipsbladet.dk.

Newcastle United er gået i gang med at forlænge nogle af aftalerne med ungdomsspillerne - senest var det midtbanespiller Sean Longstaff, der skrev under på en ny aftale, og næste skud på stammen kan måske være klubbens danske angriber.

Danskeren har flere gange været oppe og træne med på førsteholdet, men en debut virker stadig til at være et stykke fra. I stedet virker det langt mere sandsynligt, at Elias Fritjof Sørensen går ud på leje i januar.

- Lige nu fokuserer han på at spille fodbold. Elias er glad for klubben, og klubben er glad for ham. Vi drøfter lige nu, hvordan vi kan lave den rigtige løsning, siger Michael Stensgaard.

Interessen for at leje Elias Fritjof Sørensen er stor, har engelske The Chronicle tidligere skrevet. De to skotske klubber Kilmarnock og St. Mirren er interesserede, og også engelske Hartlepool har haft scouts for at se på den 19-årige dansker.