Alan Pardew skuffet over Crystal Palace
Foto: Scott Heppell/Polfoto
Premier League

Alan Pardew skuffet over Crystal Palace

Alan Pardew er skuffet over, hvordan Crystal Palace reagerede, efter de havde bragt sig foran mod Liverpool. Crystal Palace endte nemlig med at indkassere et 2-1-nederlag.

Alan Pardew har fået en flyvende start på sin managerkarriere hos Crystal Palace, hvor det inden FA Cup-opgøret mod Liverpool var blevet til fem sejre i syv kampe. 

Men den statstik blev der ikke pyntet ved i lørdagens FA Cup-kamp mod Liverpool. Her måtte Alan Pardew og co. nemlig indkassere et 2-1-nederlag til Liverpool, selvom Crystal Palace havde bragt sig foran efter bare 16 minutters spil, da Fraizer Campbell gjorde det til 1-0. 

Men netop den scoring, mener Alan Pardew, at holdet håndterede forkert, da det fik dem til at trække sig for langt tilbage på banen. 

- Vi havde ikke nok farlige øjeblikke i opgøret, siger Alan Pardew til engelske BT Sport. 

- Jeg synes ikke, vi satte Liverpool under et tungt nok pres, og vi havde virkelig store muligheder da vi nærmede os pausen. 

- Inde i omklædningsrummet ved alle godt, at vi skulle have gjort det lidt bedre. Liverpools spillesystem skabte problemer i perioder, for de kan holde på bolden, og de har masser af muligheder, men når det er sagt, så er jeg skuffet over vores første halvleg.

- Vores føringsmål fik os til at spille mere negativ fodbold, og vi fik det så tidligt, at vi trak os for langt tilbage, lyder det fra Alan Pardew.