Alexis Sanchez blev helten for Arsenal mod Burnley
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Alexis Sanchez blev helten for Arsenal mod Burnley

De forsvarende FA Cup-vindere undgik en omkamp mod Burnley, da Alexis Sanchez scorede til slutresultatet 2-1 i anden halvleg.

Alexis Sanchez gjorde comeback i Arsenals startopstilling for første gang siden november, og profilen beviste allerede sit værd i lørdagens FA Cup-kamp mod Burnley.

Her blev Sanchez matchvinder i 2-1-sejren.

Arsenal kom planmæssigt foran 1-0 efter 20 minutter, hvor reserven Callum Chambers scorede et supermål med ydersiden efter oplæg af Sanchez.

Men Burnley kom tilbage i opgøret og fik udlignet til 1-1 efter 30 minutter. Her dukkede Sam Vokes op inde i feltet og headede bolden ind i kassen. Arsenals debutant Mohamed Elneny så noget passiv ud på indlægget og burde have gået frem og blokeret det.

Arsenal undgik dog en omkamp, da Sanchez scorede til 2-1 i starten af anden halvleg på et flot kontraangreb. Olivier Giroud tog et godt løb til forreste stolpe og trak to Burnley-spillere med sig, og så stod Sanchez helt umarkeret og scorede sikkert.

Der blev ikke scoret yderligere, og derfor gik de forsvarende FA Cup-vindere fra Arsenal videre til femte runde.