Allardyce: Jeg har været en succes i West Ham
Premier League

Allardyce: Jeg har været en succes i West Ham

Sam Allardyce kan være en færdig mand i West Ham, men han mener ikke, der kan herske tvivl om, hvorvidt han har været en succes i sin tid i klubben.

Sam Allardyce kan have stået i spidsen for West Ham ifor sidste gang på hjemmebanen, Upton Park, efter West Ham i lørdags tabte 2-1 i Premier League. 
 
Sam Allardyces kontrakt udløber efter denne sæson, og han er endnu ikke blevet enig med klubben om en forlængelse af den kontrakt. 
 
I øjeblikket indtager West Ham en 11. plads i Premier League, og mens han kigger tilbage på sine tre sæsoner i West Ham, så er han ikke i tvivl om, at han har været en succes i klubben. 
 
- I fodboldens verden har alle en meget kort hukommelse, siger Sam Allardyce til Sky Sports. 
 
- Det er kun, det der er sket de seneste uger, som betyder noget. Hvad der er sket for fire måneder siden, det er glemt uanset, om det er gode, dårlige eller ligegyldige ting. Sådan er fodbold. 
 
- Vi ligger nummer 11 i ligaen med 47 point. Vi vil forsøge at nå 50 point, og jeg håber, det kan bringe os op på 10. pladsen. Men selv hvis det ikke lykkes, så har det været en fantastisk sæson, og for mit vedkommende har det været tre fantastiske sæsoner i Premier League, hvor jeg kun har måttet bøvle med nedrykning i omkring seks uger i løbet af de tre sæsoner, lyder det fra Sam Allardyce.