To angribere er væk: Dansk angriber får alligevel ikke chancen i Newcastle
Foto: Newcastle United
Premier League

To angribere er væk: Dansk angriber får alligevel ikke chancen i Newcastle

Elias Fritjof Sørensen må fortsat se til fra sidelinjen, når de bedste spillere i Newcastle træner, for danskeren forfremmes ikke til førsteholdet.

- Jeg har et åbent sind. Jeg venter på at se, hvad klubben ønsker fra mig.

Sådan lød det fra Elias Fritjof Sørensen til lokalmediet the Chronicle tilbage i maj, hvor han formentlig havde rettet blikket mod at skulle gøre sig fortjent til at træne med førsteholdet i Newcastle i løbet af sommerens opstart til næste sæson.

I første omgang må den danske angriber dog finde sig i at blive på klubbens U23-hold. Det skriver the Chronicle.

Selvom Newcastle-truppen fattes angribere i øjeblikket efter afskeden med både Ayoze Perez og Salomon Rondon, er det 19-årige talent ikke blevet forfremmet til førsteholdet i modsætning til Thomas Allen, Mo Sangare og Nathan Harker.

I den forgangne sæson viste Elias Fritjof Sørensen sig rigtig godt frem for klubben U23-hold, hvor han med 20 mål spillede en stor rolle i ungdomsholdets flotte sæson. Han var også en tur i Blackpool på en lejeaftale, men efter mindre end to måneder i klubben var han tilbage hos the Magpies.

I øjeblikket råder Newcastle blot over tilbagevendte Dwight Gayle, som ikke ventes at have en fremtid i klubben, Yoshinori Muto og Joselu i angrebet.