Angry Birds og Everton fortsætter jagten på succes
Foto: Getty Images
Premier League

Angry Birds og Everton fortsætter jagten på succes

Everton FC må finde sig i, at andre klubber som oftest løber med hæderen og trofæerne i Premier League og knockout-turneringerne, men Liverpool-klubben går sine egne veje i jagten på opmærksomheden og nye fans.

Hvis man ikke i forvejen vidste hvem Dixie Dean var, vil man ikke være i tvivl efter at have besøgt Premier League-klubben Everton FC på enten klubbens helt nye hovedkvarter i det centrale Liverpool eller det flotte træningsanlæg Finch Farm eller på hjemmebanen Goodison Park.

Egentlig hed han William Ralph Dean, men helten omtales kun som Dixie Dean, og hans rekord med 60 scoringer i en og samme sæson sæson står stadig som en milepæl i engelsk fodbold - 91 år efter, at den blev sat tilbage i sæsonen 1 1927/28.

Deans 60 scoringer er bare én af mange rekorder og præstationer, som Everton FC pryder sig af.
For klubben gør en dyd ud af at være meget mere end end fodboldklub, der overordnet set ”bare” suger løs af de enorme penge-strømme, der flyder i og omkring Premier League.

- Vi er folkets klub i Liverpool, og det vil vi blive ved med at være, lyder det fra Head of Commercial, Alan McTavish.

Mens naboklubben og rivalerne fra Liverpool soler sig i både en aktuel men også historisk stor succes på banen, gør de blå fra Everton sig bemærket uden for kridtstregerne i en stribe sociale projekter, der har til formål at hjælpe de, der kan have det svært i et til tider kynisk og hårdt samfund.

Flere end 40 sociale projekter er søsat, og her handler om at hjælpe børn og voksne i nød eller med behov for en ekstra hånd. Senest har klubben også vist høj klasse og empati ved at donere en uges løn til ansatte i den nedrykkede Championship-klub, Bolton, hvor lønnen for april ikke er blevet udbetalt på grund af økonomisk uføre i klubben, der nu også er sat under administration.

Og selv Everton-titlerne ikke har været mange i de seneste årtier, kan klubben bryste sig af at være en af de seks klubber, der aldrig har været ude af Premier League siden ligaen blev etableret tilbage i 1992.

Det faktum, at klubben er en fast del af Premier League og gør en dyd af at være mere end ”bare” en fodboldklub, var nogle af de væsentlige årsager til, at en af de mere specielle sponsorkontrakter blev indgået tilbage i sæsonen 2017/18.

For i de seneste to sæsoner har Everton-spillernes venstre ærme været prydet med logoet fra spiluniverset Angry Birds.

Spillet med de vrede fugle skudt afsted med slangebøss mod æg-stjælende grisene tog verden med storm for godt 10 år siden og har vokset sig fra at være et fire mand stort selskab til nu at have ansat omkring 500 personer. Firmaet bag er finske Rovio Entertainment, og netop aftalen med Everton har været noget ganske særligt.

- Da vi besluttede os for at gå ind i sportens verden, rettede vi blandt andet blikket mod Premier League som et af de mulige steder – alene på grund af den enorme opmærksomhed, ligaen har verden over.

- Det var vigtigt for os at finde en klub, som vi kunne være ”sikre på” ikke ville rykke ud af ligaen, og da vi fik et nærmere kendskab til Everton og den sociale profil, som klubben lægger for dagen, blev det en nem beslutning, siger Jon Howard, Head of Communications and PR fra Rovio Entertainment.

Og Rovio har siden sponsoratet da også gjort en dyd ud af at markere sig som en aktiv sponsor i retning af det sociale arbejde. Eksempelvis har der i de seneste to sæsoner været arrangeret Angry Birds Egg Cup, hvor Everton-profiler deltager som ambassadører på en dag, hvor masser af børnehold dyster om hæderen i turneringen nyder æren af at komme helt tæt på de store fodboldprofiler.

I 2018 tog det finske firma samarbejdet til nye og unikke højder, da man i spillet Angry Birds Evolution indlemmede tre Everton-profiler med deres egne karakterer. Theo Walcott, Gylfi Sigurdsson og Cenk Tosun fik alle deres egen fugl i spillet, hvilket der naturligvis var en god grund til.

Omtalen og muligheden for at række yderligere ud til den yngre målgruppe, som er den naturligt største fokusgruppe for Rovio, der med Angry Birds-universet har taget et mobilspil og gjort brandet til en verdensomspændende forretning, hvor det i lige så høj grad handler om at udvikle merchandise, legetøj, ligesom 2019 bliver året, hvor Angry Birds 2 rammer biograferne.

I de største fodboldklubber i Premier League er det ellers ofte logoer for bookmakere, øl-mærker eller andre ”voksen-brands”, der finder vej til spillertrøjerne, men i Everton er man glade for Angry Birds på venstre ærme.

- Rovio Entertainment har set den globale rækkevidde, Everton kan levere gennem sin internationale fanbase og den globale eksponering af Premier League. Til gengæld giver samarbejdet med Rovio en eksponering for Everton på vigtige internationale markeder gennem deres bredde af digitale kanaler med spil og animation samt en bred vifte af co-branded merchandise.

- Hovedfiguren i Angry Birds-universet er kendt som ”Red” (rød, red.) - og det er dejligt at vide, at han nu er en blå, sagde Head of Commercial, Alan McTavish med slet skjult spydighed til lokalrivalerne fra Liverpool FC's røde trøjefarve, da samarbejdet i sin tid blev præsenteret.

Netop signalet omkring spil og animation er fra Evertons side ganske bevidst i forhold til den yngre del af fansene, som man gerne vil have mere fat i nu da billet-priserne generelt i Premier League gennem årene er steget i takt med den enorme kommercialisering, som Premier League er gået igennem i den seneste årrække.

Og selv om Everton ikke er en fast del af top 6 i ligaen, er forretningen blevet enorm i forhold til, at der for 25-30 år siden var omkring 50 ansatte i selskabet, hvor der nu er nærmere 500.

Signalet om at være folkets klub lader sig dog fortsat mærke på lægterne, og de unge tilskuere er da også flere på Goodison Park end gennemsnittet for Premier League.

Everton og Rovio Entertainment har netop overstået sæson nummer to i den aftale, der løber i tre, men fra begge sider er intet udelukket i forhold til muligheden for at indgå en forlængelse af blandingen af fodbold og spil i fremtiden.

Dixie Dean-rekorden med 60 mål på en sæson kommer uden tvivl til bestå i både Everton og Premier League i endnu masser af sæsoner – hvis ikke for evigt. Men at fodboldklubber som Everton kommer til at bryde endnu flere vaner og rytmer i branchen – på jagt efter ny energi til styrkelse af brandet og omdømmet  – det kan både vrede fugle fra Finland og yngre samt ældre fodboldfans være ganske sikre på.