Video : Tipsbladet
Premier League

Argentinsk profil kan få comeback for West Ham denne uge

Manuel Lanzini er klar til at komme i aktion for West Ham igen efter en lang skadespause.

Kort før sidste sommers VM-slutrunde gik det galt for Manuel Lanzini. Den argentinske midtbanespiller blev alvorlig knæskadet, mens han var afsted med landsholdet, hvor han var udset til en rolle under slutrunden.

Sidenhen har kreatøren ikke været i aktion for hverken klub- eller landshold, men senere i denne uge kan han være klar til at spille igen for West Ham. Derudover kan også Samir Nasri vende tilbage for London-klubben.

- Måske Lanzini og Nasri kan blive inkluderet i truppen. De har ikke kun trænet i dag – men hele ugen. Vi vil snakke med lægestaben, hvorvidt vi kan gøre brug af dem, lyder det fra Manuel Pellegrini ifølge Sky Sports.

West Ham har været ganske hårdt ramt af skader denne sæson, og på nuværende tidspunkt er Jack Wilshere fortsat ikke kampklar, og englænderen vil først blive undersøgt nærmere i næste uge.

På fredag skal West Ham i kamp mod Fulham, som ligger næstsidst i Premier League.