Premier League

Arsenal-keeper er kæmpe Schmeichel-fan

Arsenal-kometen Wojciech Szczesny er stor beundrer af Peter Schmeichel.

Manuel Almunia er gledet helt ud i kulden i Arsenal, og da Lukasz Fabianski har været skadet på seneste, er det den unge polak, Wojciech Szczesny, der har vogtet Arsenal-buret i de seneste mange kampe - hvilket han har gjort aldeles fremragende.

Nu fortæller den blot 20-årige målmand, at han i sine "unge" dage sad klistret til skærmen for at se Premier League-fodbold, og her var der specielt en spiller, der faldt i øjnene. Nemlig en vis Hr. Peter Schmeichel.

- Hvis du spørger mig, hvem der er min favoritmålmand gennem tiderne, må jeg sige Peter Schmeichel. Da jeg var lille fulgte jeg ham tæt og beundrede ham. Folk har sammenlignet mig med ham, og det er meget smigrende. Jeg håber, at jeg kan gøre det lige så godt i min karriere, som han gjorde, siger Wojciech Szczesny til Daily Star.

Den unge Arsenal-målmand skal for alvor stå sin manddomsprøve på søndag, når han skal vogte buret i The Gunners' Carling Cup-finale mod Birmingham på Wembley.