Video : Tipsbladet
Premier League

Arsenal kom tilbage på sporet med sikker sejr over Fulham

Arsenal kom tilbage på sejrssporet efter 5-1-nederlaget til Liverpool, da de tirsdag slog Fulham på hjemmebane.

Det tætpakkede juleprogram i Premier League har budt på en skuffende uafgjort mod Brighton & Hove Albion og et stort nederlag til Liverpool for Arsenal, men tirsdag kom de tilbage på sporet, da de indledte det nye år med en 4-1-sejr over Fulham på hjemmebane. 

I første halvleg fik midtbanespilleren Granit Xhaka sendt Arsenal foran efter 25 minutter, da han afsluttede et skarpt indlæg af Alex Iwobi og sikkert sendte bolden i Fulham-målet.

Syv minutter efter pausen fik Arsenal også fordoblet føringen. Pierre-Emerick Aubameyang og Sead Kolasinac spillede Fulham-forsvaret tyndt, inden Alexandre Lacazette modtog bolden og sendte den i nettet fra midten af feltet.

Fulham fik dog bragt lidt spænding ind i opgøret, da de udnyttede et lille spilovertag til at reducere knap tyve minutter før tid. Det var 18-årige Ryan Sessegnon, der sendte et fladt indlæg ind i fødderne på indskiftede Aboubakar Kamara, som nemt scorede.

Gæsterne havde et par chancer til at udligne efterfølgende, men efter 79 minutter fik Aaron Ramsey udbygget føringen igen, inden Aubameyang scorede til slutresultatet 4-1 med en afrettet afslutning.  

Med sejren har Arsenal hentet 41 point efter 21 runder, og de holder dermed fast i deres femteplads. De er to point efter Chelsea, der ligger nummer fire i Premier League.