Video : Tipsbladet
Premier League

Arsenal millimeter fra Bundesliga-profil

Sead Kolasinac har afvist Chelsea og Juventus for at skifte Schalke 04 ud med Arsenal til sommer.

Sommerens transfervindue kan blive en hård omgang for Arsenal. Premier League-storklubben står til at miste Alexis Sanchez, mens også Mesut Özil kan være fortid. Nu ser London-klubben dog ud til at forstærke sig i den modsatte retning. 

Ifølge GOAL.com er Arsenal nemlig meget tæt på at kunne skrive kontrakt med Schalke 04-spilleren Sead Kolasinac. Back-prfilen har længe været et tema på Emirates Stadium, og her har man ikke været alene om interessen. Klubber som Chelsea, Manchester City og Juventus er bare nogle af de klubber, der har jagtet den 23-årige bosniske profil. 

GOAL.com mener dog at vide, at der nu er blevet landet en aftale i Arsenal. For to uger siden var Kolasinac i Londo til et sponsor-arrangement, og her har han angiveligt gennemgået det obligatoriske lægetjek, efter de sidste detaljer fandt på plads. Han vil derfor inden længe blive præsenteret som den første sommer-signing fra manager Arsene Wenger. 

Netop Wenger er blevet spurgt ind til Kolasinac så sent som torsdag. Arsenal-manageren vil dog endnu ikke bekræfte købet af Bundesliga-spilleren, der kommer gratis til London. Hans aftale med Schalke 04 udløber nemlig den 30. juni 2017.

Sead Kolasinac er trods sin rolle som back kendt for at være en offensiv spiller, der ikke er bange for at løbe med i angreb og deltage i opspillet. Han har været med i otte Schalke-scoringer i denne sæson.