Arsenal trækker fra i Premier League
Illustration
Premier League

Arsenal trækker fra i Premier League

Nu har Arsenal et forspring på fem point i Premier League efter en sejr på 2-0 hjemme over Liverpool.

Arsenal-fans har længe drømmet om igen at vinde et trofæ, og det kan meget vel være, at det kommer i denne sæson. Lørdag aften slog Arsené Wengers Arsenal Liverpool med 2-0 i Premier League på hjemmebane efter mål af Santi Cazorla og et drømmehug af Aaron Ramsey. Arsenal fører derfor stadig Premier League.

Første halvleg bød ikke på de store chancer til de to tophold, der før kampen lå henholdsvis nummer et og to i Premier League, men da Santi Cazorla fik chancen efter 19 minutters spil, svigtede han ikke. Eller det vil sige, at det gjorde han i første omgang. For hans hovedstødsafslutning i feltet tog stolpen, men spanieren var hurtigt over returen, som han bankede i nettet til Arsenal-føring.

I anden halvleg stod der Arsenal på langt de største chancer. i begyndelsen af halvlegen havde Olivier Giroud en stor mulighed, efter Kolo Toures aflevering på tværs i banen blev opsnappet af franskmanden. Han forsøgte at lobbe bolden over den fremadstormende keeper Simon Mignolet, men forsøget gik forbi. Et par minutter senere fik endnu en afslutning fra franskmanden ikke nok fart.

Med en halv time igen af opgøret var det så, at Aaron Ramsey igen viste sig fra sin bedste side med et fantastisk flot mål. Waliseren, der er gået fra at være en marginalspiller til at være en stamspiller, modtog en aflevering fra Mesut Özil på kanten af feltet. Her tog han den ned, lod den hoppe og bankede den op i det lange hjørne uden chance for Simon Mignolet i Liverpool-målet. Det var midtbanespillerens 10. mål i denne sæson, hvilket sætter en tyk streg under, at han har gang i en fantastisk sæson.

Efter målet forsøgte Liverpool at komme tilbage i kampen, men Brendan Rodgers' mandskab havde svært ved at skabe det store. Med 20 minutter igen fik Daniel Sturridge en mulighed efter et indlæg fra højre, men angriberens hovedstød gik langt over mål. Tre minutter senere var Luis Suarez tæt på at reducere, men hans spark med ydersiden gik lige uden om målet.

Liverpool misbrugte i slutfasen et par gode muligheder. Luis Suarez fik en chance med tre minutter igen af opgøret, men angriberen, der ellers har været så skarp, sparkede bolden fladt forbi mål. Han kunne med fordel have kigget op og trillet bolden på tværs til Daniel Sturridge i stedet for at sparke selv. Mere fik Liverpool ikke spillet sig frem til.

Med sejren fører Arsenal Premier League med 25 point for 10 kampe. Det er fem point mere end Chelsea og Liverpool på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Søndag mødes Everton og Tottenham, og skulle Tottenham vinde, vil holdet kun være tre point efter Arsenal, mens Everton med en sejr vil være fire point efter i en tæt og jævnbyrdig Premier League-sæson.