Video : Tipsbladet
Premier League

Aston Villa henter spansk offensivprofil i Birmingham

Aston Villa forstærker sig med spansk offensivprofil fra Birmingham.

Aston Villa er i den kommende sæson tilbage i Premier League for første gang siden 2015/16-sæsonen. Og nu har de også sikret en af sommerens første tilgange.

Aston Villa henter således den spanske kantspiller Jota fra rivalerne Birmingham City. Spanieren har fået en toårig aftale. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Det er ikke første gang, at Aston Villas cheftræner, Dean Smith, skal arbejde sammen med Jota. De arbejdede sammen i Brentford, indtil Jota i 2017 skiftede til Birmingham City, og Smith er derfor også glad for gensynet med Jota.

- Jeg arbejdede med Jota i Brentford. Han er en fremragende, talentfuld spiller, og Birmingham hentede ham som deres rekordtransfer. Jeg er virkelig glad for at få ham til at arbejde sammen med os. Han har fantastiske evner, god balance og et godt øje for både mål og oplæg, siger Dean Smith.

Også Jota er glad for skiftet og ser frem til at blive Premier League-spiller:

- At blive Premier League-spiller er vigtigt for mig og noget, jeg har jagtet. Dette er en af de største klubber i England. Alle ved, hvor stor denne klub er. Man kan føle det, hver gang man spiller mod dem. Jeg følte det fra den anden side af byen i de store derbyer, siger Jota til Aston Villas hjemmeside.

Jota, der tidligere også har spillet for Eibar, Celta Vigo og Real Madrids B-hold, Castilla, nåede at spille 75 kampe og score otte mål på to sæsoner i Birmingham.