Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Dansk cheftræner er topkandidat i PL-klub

Ifølge The Telegraph overvejer Wolverhampton seriøst at ansætte Bo Svensson som ny cheftræner.

Thomas Frank kan snart få en dansk trænerkollega i Premier League. 

I hvert fald skriver avisen The Telegraph nu, at Bo Svensson i den grad er i spil til at blive ny cheftræner for Wolverhampton. 

Wolverhampton leder efter en ny cheftræner efter søndagens fyring af portugisiske Bruno Lage. 

- Julen Lopetegui og Bo Svensson fremstår som Wolves' topkandidater efter fyringen af Bruno Lage. Wolves er tæt på at færdiggøre deres liste over træneremner, der kan afløse Lage, og Sevillas Lopetegui og Mainz' Svensson står tilsyneladende højt på listen over kandidater, skriver The Telegraph således. 

Ifølge The Telegraph afhænger meget af Lopeteguis situation i Sevilla, hvor den tidligere Real Madrid-boss siges at være relativt fyringstruet efter en skuffende sæsonstart. 

Wolverhampton-ledelsen overvejer dog også seriøst at satse på Svensson, idet man er imponeret over danskerens arbejde i Bundesligaen. 

Den 43-årige Bo Svensson blev for nyligt sat i forbindelse med Brighton, men den sydengelske klub valgte i stedet at ansætte Roberto De Zerbi.