Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Klopp har set sig varm på Bundesliga-profil

Jürgen Klopp og Liverpool meldes interesserede i en angriber fra Bundesliga.

Liverpool kan hente en ny angriber til sommer, og her har cheftræner Jürgen Klopp angiveligt set sig varm på en i Bundesligaen.

Klopp og kompagni har tidligere hentet flere profiler fra tysk fodbold såsom Joel Matip og Naby Keita, og Liverpool er også blevet sat i forbindelse med tyskere som Timo Werner og Kai Havertz fra henholdsvis RB Leipzig og Bayer Leverkusen.

Men de lurer også på en anden offensivspiller fra bundklubben Werder Bremen, skriver Bild ifølge Liverpool Echo.

Milot Rashica har nemlig imponeret med syv mål og fire oplæg på 20 kampe for Werder Bremen, og Jürgen Klopp skulle ifølge den tyske avis være en stor beundrer af den 23-årige landsholdsspiller fra Kosovo.

Skal Liverpool have fingrene i Rashica, bliver det imidlertid dyrt. Ifølge Bild kræver Werder Bremen i omegnen af 400 millioner kroner for offensivspilleren. Prisen kan dog potentielt falde, hvis Werder Bremen rykker ud af Bundesligaen, som det i øjeblikket ser ud til.

Milot Rashica har tidligere spillet for Vitesse Arnhem i Holland.