Video : Tipsbladet
Premier League

Ayoze Perez-hattrick sænkede Højbjerg og Co.

Spanske Ayoze Perez var i særklasse lørdag aften, hvor han scorede tre gange for Newcastle.

Southampton er i denne sæson en del af nedrykningskampen i Premier League, og selvom det ser lyst ud for dem, så løb klubben med Pierre Emile Højbjerg fra start lørdag aften ind i et nederlag på 1-3 til Newcastle.

Jannik Vestergaard var ikke med i kampen grundet en skade.

Her var det særligt Ayoze Perez, som gjorde sig bemærket, da han stod bag alle tre Newcastle-scoringer. Den første kom efter 27 minutters spil, hvor Hayden tacklede bolden fra netop Højbjerg og sendte bolden over til den spanske angriber, som udplacerede målmanden til 1-0.

Målet til 2-0 kom efter lidt mere end en halv times spil, hvor Rondon brød igennem på venstresiden og lagde bolden over mod fjerneste stolpe, hvor Ayoze Perez fik styret bolden i netmaskerne for anden gang.

I anden halvleg kom Southampton på 2-1, da Lemina bankede bolden ind efter et angreb, hvor Højbjerg havde tredjesidste fod på bolden. Southampton kom dog ned på jorden med fire minutter tilbage af den ordinære spilletid, da Ayoze Perez fuldførte sit hattrick, da han satte hovedet på bolden inde foran mål til 3-1.

Southampton er nu fem point over nedrykningsstregen med fire kampe tilbage. Næste opgave er mod Watford for Højbjerg og resten af Saints-holdet.