Premier League

Ballade i Fulham om Michael Jackson-statue

Fulhams formand mener, at klubbens fans kan "gå ad helvede til", hvis de ikke værdsætter statuen af Michael Jackson foran Craven Cottage.

Der er ballade i Fulham. Klubbens formand Mohamed Al Fayed har rejst en statue af Michael Jackson foran klubbens hjemmebane, Craven Cottage, og det er flere fans imod.

Mohamed Al Fayed var en nær ven af Michael Jackson, der besøgte Al Fayed og Fulham tilbage i 1999 og talte positivt om klubben efter at have set en kamp med holdet.

Nu står der altså en statue af poplegenden foran Craven Cottage, men det er ikke alle Fulham-fans, der glæder sig over det. Faktisk er der stor modstand mod det blandt klubbens fans, der kalder statuen bizar.

- Hvorfor? Hvorfor os? Fulhams fodboldfans vil ikke have en statue af Michael Jackson. Det er fuldstændig sindssygt. Han har intet at gøre med os. For at være ærlig, er han den sidste person, man vil have her, siger Fulham-supporteren Lee Robinson til The Guardian.

Men Fulhams Mohamed Al Fayed er ligeglad.

- Fodboldfans elsker den. Hvis nogle åndssvage fans ikke forstår eller værdsætter sådan en gave, kan de gå ad helvede til, siger Mohamed Al Fayed ifølge The Guardian.

Formanden vil have sin statue af Michael Jackson og er rasende på de utilfredse fans.

- Jeg vil ikke have dem til at være fans. Hvis de ikke forstår eller tror på de ting, som jeg tror på, så kan de gå til Chelsea eller et andet sted. Folk vil stå i kø for at komme og besøge os fra hele Storbrittanien, og det er noget, som jeg og alle andre bør være stolte af, lyder det fra Mohamed Al Fayed.