Bekræftet: Liverpool forstærker sig med Xherdan Shaqiri
Foto: Liverpool FC
Premier League

Bekræftet: Liverpool forstærker sig med Xherdan Shaqiri

Liverpool har hentet schweiziske Xherdan Shaqiri i Stoke City, oplyser den engelske storklub.

Rygterne har svirret, og nu har Liverpool bekræftet sommerens næste store transfer.

Klubben har nemlig hentet 26-årige Xherdan Shaqiri i Stoke City, oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Jeg er meget glad for at være her. Det er en kæmpe klub med en stor historie, store spillere og en fantastisk træner. Som spiller vil du altid gerne være på den største fodboldscene.

- For et par år siden ville jeg gerne være kommet, men det skete ikke. Nu er jeg glad for, at jeg endelig er her. Jeg vil gerne forbedre mig, spille med de bedste og vinde titler. Det er derfor, at jeg er her, udtaler schweizeren til Liverpools hjemmeside.

Kantspilleren kom til Stoke City fra italienske Inter i 2015. Han har tidligere spillet i tyske Bayern München.

Shaqiri får nummer 23 i Liverpool.