Manchester United og West Ham delte pointene mellem sig i søndagens sene Premier League-kamp, og efter opgøret var Hammers-manager Sam Allerdyce kritisk omkring sin modstanders spillestil. Han stak lidt til United, der spillede med mange lange bolde.
- Vi kunne ikke håndtere "long-ball United". Det var 'dump den fremad og se, hvad der sker.' I sidste ende betalte det sig, siger Allardyce til Sky Sports.
- Når man har Fellaini deroppe, er det svært for os. Det er ikke sådan, man normalt ser Man United spille, men det gav dem et point til sidst, siger han om Daley Blinds udligning i overtiden.
Og der er måske noget om snakken i Allardyce' kommentarer. Ifølge Sky Sport forsøgte United sig med 30 flere lange pasninger end West Ham i aftenens kamp, men omvendt havde De røde djævle også 59 procent af spillet, hvor de forsøgte flere afleveringer i det hele taget.