Video : Tipsbladet
Premier League

Billing efter City-tæsk: Som at jagte skygger

Huddersfield og danske Philip Billing havde en hård eftermiddag søndag, da de var på besøg hos Manchester City.

Huddersfield sikrede sig lige akkurat et år mere i den bedste engelske række i den seneste sæson, men i den nye sæson har startprogrammet været hårdt ved klubben, som både har Philip Billing, Jonas Lössl og Mathias "Zanka" Jørgensen i truppen. 

I premieren tabte Huddersfield med 3-0 til Chelsea, og i denne weekend blev det blot endnu værre, da man tog fra Manchester med et 6-1-nederlag til de forsvarende mestre fra Manchester City i bagagen:

- Vi bliver nødt til at komme videre, stå sammen og være positive - hele klubben. Vi skal kunne gå ind til den næste kamp, spille vores eget spil og få point. Vi spillede mod City, og der er ikke så meget at gøre mod dem.

- Hvis du prøver at presse højt, har Ederson et fremragende spark, og så sparker han den bare over os alle. Hvis du står dybt, formår de alligevel altid at finde en fri mand. Især på midtbanen er det svært, fordi du løber bare og jagter skygger, udtalte Philip Billing efterfølgende til klubbens hjemmeside.

Hverken Jonas Lössl eller Mathias "Zanka" Jørgensen spillede kampen mod Manchester City. Førstnævnte var med på bænken, mens "Zanka" var skadet.

Næste kamp for Huddersfield er hjemme mod Cardiff.