Video : Tipsbladet
Premier League

Bob Bradley åbner op om fiaskoen i Swansea

Bob Bradley fik en meget kort karriere i Swansea, og nu åbner han op for, hvorfor det gik så galt i den walisiske klub.

Bob Bradley var i Swansea så kort tid, at han end ikke nåede at styrke truppen i et transfervindue. Sidenhen har amerikaneren ikke været meget i medierne, men nu åbner han op for, hvorfor det gik så galt i den walisiske Premier League-klub.

- Holdet var startet dårligt, og da klubben blev overtaget af amerikanske ejere blev fansene sure, men muligheden for at træne på højeste niveau i England var den ultimative udfordring. Jeg havde arbejdet hårdt for den mulighed, så jeg blev nødt til at forsøge, skrev Bob Bradley i The Players Tribune ifølge goal.com.

Den amerikanske manager, der tidligere var rygtet til AaB, formåede aldrig at sætte sit aftryk på Swansea. I krogene i Swansea blev han kaldt Ronald Reagan af staben, der gjorde nar af hans amerikanske herkomst. 

- Jeg fejlede. Jeg formåede ikke at sætte mit præg på holdet. Give det en identitet. En personlighed. Jeg formåede aldrig at finde den rette balance mellem angreb og forsvar. Jeg kunne ikke finde svarende på, hvordan jeg fik holdet til at spille med den vilje og passion, som så mange andre hold besad. Vi fandt aldrig stabiliteten eller selvtilliden.