Video : Tipsbladet
Premier League

Brandvarme Rashford blev matchvinder i ny Manchester United-sejr

Leicester havde de fleste chancer, men Manchester United havde David De Gea og Marcus Rashford, og det rakte til en udebanesejr.

Siden Ole Gunnar Solskjærs ansættelse i Manchester United har den engelske storklub ikke tabt en kamp, men søndag eftermiddag bød på en svær opgave mod Leicester, der på det seneste har taget point fra både Chelsea, Manchester City og Liverpool. 

Det var dog Manchester United, som ret hurtigt kunne bringe sig i front, da Paul Pogba opsnappede en fejlaflevering og straks sendte Marcus Rashford i dybden med en perfekt aflevering. Den formstærke angriber tog kælent bolden til sig og sparkede den forbi Kasper Schmeichel. 

Som første halvleg skred frem kom Leicester langt bedre med i kampen, og på hjemmebane var spillerne i de blå trøjer det bedst spillende hold set over de første 45 minutter. 

Efter pausen fortsatte Leicester med at være fint spillende, og et par gange blev David De Geas evner også testet af, men Manchester United-målmanden viste ikke usikkerhed. I den modsatte ende havde Kasper Schmeichel ikke meget at se til, da Leicester-forsvaret stod ganske solidt. 

Leicester fortsatte med at presse på for en udligning til sidste sekund, men det lykkedes ikke at passere en velspillende David De Gea, og i sidste endte Marcus Rasjford med at blive matchvinder i en ny Manchester United-sejr.