Video : Tipsbladet
Premier League

Brentford giver karantæne til seks fans efter slåskamp

Brentford har uddelt karantæner til seks fans, der sidste år var involveret i en slåskamp mod nogle Millwall-fans.

Danskerklubben Brentford har valgt at slå hårdt ned på en gruppe af klubbens tilhængere, der i sommer var involveret i en slåskamp sidste år.

I august 2018 arrangerede seks Brentford-fans og seks Millwall-fans en slåskamp, der blev filmet og delt på YouTube efterfølgende, og det har altså nu fået konsekvenser.

Efter at alle 12 involverede er blevet sigtet i retten, har Brentford straffet de seks involverede Brentford-fans med karantæner på ét år, hvor de altså ikke må komme på klubbens stadion. Når karantænen er udstået, skal de desuden først kontakte klubben, før de igen kan overvære kampe på stadion.

Brentford-direktør Jon Varney understreger, at det har været vigtigt for klubben at slå hårdt ned på sagen.

- Det er en meget alvorlig sag, og vi har udtrykt meget klart, at disse personer skulle modtage et forbud mod at komme på stadion, efter de blev dømt. Vi vil ikke have mennesker på vores stadion, der deltager i adfærd, der ikke er i overensstemmelse med vores værdier, og vi har allerede haft grund til at gribe ind mod fem af disse seks mænd før, siger Jon Varney ifølge klubbens hjemmeside.

Foruden forbuddet mod at komme på Brentfords stadion, er alle seks blevet idømt bøder og samfundstjeneste. To af dem har også fået en betinget dom.

Læs også:Frank storroser Mathias Jensen efter ny Brentford-sejr

Læs også:Frank roser Nørgaard: En af de bedste seksere i Championship

Læs også:Landsholdsåret 2019 er forbi: Så mange fik debut under Åge Hareide