Video : Tipsbladet
Premier League

Brentford og Leeds delte i topbrag

Brentford og Leeds tog et point hver, da de tørnede sammen i et topbrag i Championship.

Brentford kunne tage et stort skridt på vejen mod Premier League, da de tirsdag aften mødte Leeds United i et topbrag i den næstbedste engelske række, Championship. Med en sejr ville Thomas Franks mandskab overhale Leeds i tabellen og rykke op på en andenplads, der giver direkte oprykning, i rækken.

I startopstillingen havde Thomas Frank udpeget tre danskere, og Christian Nørgaard, Henrik Dalsgaard og Mathias Jensen startede inde. Emiliano Marcondes, Mads Roerslev og Luka Racic startede på bænken.

Det lykkedes imidlertid ikke for Brentford-danskerne at hente alle tre point. Opgøret sluttede uden vinder.

Brentford kom ellers foran efter 25 minutter efter en stor fejl fra Leeds-keeper Kiko Casilla. Keeperen kunne ikke tæmme bolden, og den endte i stedet for fødderne af Brentford-profilen Said Benrahma, der nemt kunne sende bolden i mål.

Læs også:Avis: FC Midtjylland og Jesper Hansen er langt fra hinanden

Leeds udlignede dog blot 13 minutter senere, da bolden havnede for fødderne af Liam Cooper efter et hjørnespark, og han sendte bolden i mål fra tæt hold.

I jagten på et sejrsmål blev Emiliano Marcondes sendt i aktion for Brentford efter en time, men danskeren kunne ikke sørge for sejrsmålet. Det sluttede 1-1, og Brentford forbliver på fjerdepladsen i Championship, mens Leeds beholder andenpladsen.

Danskermøde i Barnsley
Der var også et par danskere på banen andetsteds i Championship. Mads Juel Andersen og Kristian Pedersen startede således inde for henholdsivs Barnsley og Birmingham City, da de to mandskaber tørnede sammen. Her vandt Birmingham 1-0 på en sen scoring. 

Læs også:FCM tjener millioner ved Brentford-oprykning til Premier League