Video : Tipsbladet
Premier League

Chelsea afviser Juventus-bud på back

Juventus vil gerne have fingrene i Emerson, men Chelsea er indtil videre ikke villige til at sælge

Juventus har sagt farvel til Max Allegri, og er så småt ved at forberede sig på den kommende sæson. Her går rygterne på, at den nuværende Chelsea-manager Maurizio Sarri overtager tøjler hos den italienske storklub, og Sarri vil tilsyneladende gerne have en af sine Chelsea-spillere med hjem til Italien.

Ifølge Calciomercato.com har Juventus sendt et bud afsted på venstre-backen Emerson, men buddet er blevet afvist af Chelsea. Angiveligt fordi, de ikke regner med at kunne finde en afløser på grund af klubbens forbud mod at købe spillere i sommerens transfervindue.

Efter en skadesplaget sæson imponerede Emerson mod slutningen af sæsonen, og det har altså overbevist både Sarri og Juventus om, at han skal med til Torino-klubben. Med Chelsea transfer-forbud in mente kan de dog være nødt til at vente på, at Chelsea kan købe en erstating.

Trods de gode præstationer den seneste tid har Emerson aldrig formået at slå sit navn fast i Chelseas startopstilling, og det er kun blevet til 15 Premier League-kampe på to sæsoner. Derfor vil Chelsea muligvis også være villige til at sælge den italienske landsholdsback med de brasilianske rødder, hvis der skulle komme bud efter ham igen efter transfer-forbuddet er ophævet.