Selvom det måske ikke just bliver afspejlet på grønsværen i denne sæson, så er det faktisk Chelsea, som er det hold, der betaler sit personale mest i løn.
De regerende Premier League-mestre betalte nemlig hele 2,156 mia. kr. i løn i sidste sæson. Det er over 250 mio. kr. mere end sæsonen forinden. Det skriver BBC. Lønregningen dækker hele personalet. Altså spillere, ungdomsspillere, trænere, fysioterapeuter og alt andet.
Holdet fra Stamford Bridge har en solid margin ned til nummer to, som er Manchester United. I sidste sæson lød deres lønregninger på 2,03 mia., mens Manchester City betalte 1,938 mia. og Arsenal 1,92 mia.
Chelsea-ledelsen vil derfor håbe, at det højtbetalte personel vil begynde at præstere på højere niveau, end det har været tilfældet i denne sæson, så de og deres sponsorere kan få noget for deres mange penge.