Video : Tipsbladet
Premier League

Chelsea fik storsejr med hjem fra Southampton

Chelsea spillede en god kamp ude mod Southampton og danske Pierre-Emile Højbjerg, da de vandt 4-1.

Chelseas unge mandskab skulle forsøge at fortsætte deres gode stime på udebane mod Southampton, der havde danske Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen, imens Jannik Vestergaard var helt ude af truppen.

Chelsea kunne med en sejr bringe sig tæt på top-4, imens Southampton med en sejr kunne trække en smule fra i nedrykningskampen.

Kampen startede hektisk med højt tempo, mange fejl og ikke så poleret fodboldspil. Der blev gået til den i nærkampene, og der kunne sagtens have været uddelt flere gule kort end det Jorginho fik i indledningen.

Efter 17 minutters spil kom kampens første scoring, da Chelseas Tammy Abraham slog til på en omstilling sat i scene af Chelseas unge stortalent Callum Hudson-Odoi.

Chelsea havde sat sig på kampen nu, og Southampton blev presset af Chelseas høje presspil, og det skulle også vise sig, at presspillet var skyld i kampens andet mål.

Læs også:Søndagens rygtebørs: United på rov i Premier League klub

Chelsea bryder bolden højt, da Southampton laver flere fejl i opspillet, Willian finder Mason Mount i feltet, der køligt trækker tæt på målmanden og udplacerer ham til at fordoble Chelseas føring.

Southampton lagde sig dog ikke ned uden kamp. Kun fem minutter efter Mason Mounts scoring tog Valery sagen i egen hånd på højrekanten, satte et par mand og fandt Danny Ings i feltet, der gled bolden ind bag Kepa i Chelsea-målet.

Det højintense opgør var dermed ikke tæt på afgjort endnu, men Chelsea ville det dog anderledes efter 40 minutter, da Kanté – lidt heldigt – scorede til 3-1 fem minutter før pausen, da han sparkede på mål uden for feltet, bolden blev rettet af og snød Angus Gunn i målet.

En dramatisk, spændende, målrig og intens første halvleg sluttede dermed med en 3-1-føring til Chelsea.

Anden halvleg startede i det samme tempo, men som halvlegen skred frem, blev de to hold trætte, og niveauet fra første halvleg dalede en smule.

Læs også:Tottenham bekræfter: Lloris' albue er gået af led

Der kom derfor heller ikke det store festfyrværkeri i anden halvleg. Chelsea var tilfredse med 3-1 og Southampton havde ikke evnerne til for alvor at udfordre Chelsea og lave et comeback i kampen.

Til sidst ville indskiftede Michy Batshuayi dog også være med, og han lukkede opgøret med sin scoring til 4-1 efter flot opspil.

Chelsea er med sejren på femtepladsen, og Southampton ligger på en skuffende 16. plads i Premier League forud for landskampspausen.

Læs også:Italiensk back slemt skadet: Roma-ophold er i fare

Læs også:Barca-målmand: Suarez har lukket munden på mange

Læs også:Debut til 14-årig får kritik: Vi var chokeret over reaktionen