Video : Tipsbladet
Premier League

Chelsea-stopper maner til ro: Tottenham-nederlag ikke verdens ende

Antonio Rüdiger opfordrer Chelsea til ikke at gå i panik trods nederlaget til Tottenham i den forgangne spillerunde.

I sidste spillerunde indkasserede Chelsea sit første nederlag i Premier League i denne sæson, da de tabte 3-1 til Tottenham.

Nederlaget sendte Chelsea ned på en fjerdeplads i Premier League, og de er to point efter Tottenham på tredjepladsen og syv efter Manchester City på førstepladsen. Men det er ikke et nederlag, der skal skabe panik i Chelsea-lejren, understreger forsvarsprofilen Antonio Rüdiger.

- Vi tabte den kamp, men skal vi sætte spørgsmålstegn ved alt? Det synes jeg ikke. Efter et nederlag skal man altid forbedre sig. Det er ikke verdens ende, fortæller Rüdiger til Sky Sports og tilføjer:

- Måden, vi tabte på, var meget, meget dårlig, men det er ikke verdens ende. Vi skal se fremad og fortsætte med at gøre det, vi kan.

Rüdiger og kompagni kan komme tilbage på sejrssporet, når de søndag tager imod lokalrivalerne Fulham.