Manchester City skal onsdag forsøge at slå Manchester United på udebane og dermed tilbagerobre førstepladsen i Premier League.
Det bliver dog uden midtbane-profilen Kevin De Bruyne, som desværre ikke når at blive skadesfri til opgøret. Det forklarer Pep Guardiola på klubbens twitter-profil. Belgieren pådrog sig en muskelskade i lørdagens opgør mod Tottenham, og det er endnu uvist, om han overhovedet når at blive kampklar i denne sæson.
- Jeg er ikke klar over, hvornår han er tilbage. Vi må se, hvordan det går med ham de næste par dage, men han bliver ikke klar til i morgen. Måske kan han nå at spille en eller to kampe mere i sæsonen, og ellers må vi tage os af ham frem mod næste sæson, siger Guardiola på klubbens twitter-profil.
Manchester-derbyet fløjtes i gang onsdag 21.00 på Old Trafford.