City må undvære formstærk midtbanespiller mod Newcastle
Foto: Polfoto
Premier League

City må undvære formstærk midtbanespiller mod Newcastle

James Milner er skadet og er derfor ikke med i Manchester Citys trup, der lørdag møder Newcastle i Premier League.

James Milner har i denne sæson indtaget en overraskende hovedrolle med sit storspil for Manchester City, men lørdag før den 29-årige midtbanespiller ikke mulighed for at fortsætte storformen.

Milner er nemlig løbet ind i en skade, og det koster ham nu deltagelsen i kampen mod Newcastle lørdag. Det oplyser manager Manuel Pellegrini, som dog regner med Milner til næste uges Champions League-brag mod Barcelona.

- Den eneste spiller, der har problemer, er James Milner. Han har et problem med sit knæ og bliver ikke klar. Det er ikke noget seriøst, men han har ikke kunnet træne med hele ugen. Alle andre spillere er fitte, siger Pellegrini til klubbens hjemmeside.

Pellegrini delte desuden lidt af sin begejstring for Wilfried Bony, der står til at få debut i kampen mod Newcastle. Den tidligere Swansea-profil har først sluttet sig til City i denne uge efter januarskiftet på grund af African Cup of Nations, men Pellegrini ser store kvaliteter i Bony.

- Bony er en vigtig spiller for, og han er med i truppen. Vi må se, om han starter, eller om han er på bænken. Han er en spiller, der har spillet i England, han kender Premier League, og han kender vores hold. Jeg tror, det bliver let for ham at falde til, siger Pellegrini videre.

Manchester City har før kampen syv point op til Chelsea på Premier Leagues førsteplads.