City-profil kan misse guldjagten
Illustration
Premier League

City-profil kan misse guldjagten

David Silva blev båret fra banen i mandagens Manchester City-sejr over West Bromwich og kan være færdig for sæsonen.

Premier League er gået ind i sin afgørende fase, hvor Liverpool står stærkest i guldkampen i forhold til Chelsea og Manchester City. Derfor kommer skaden til Manchester City-stjernen David Silva på et rigtig skidt tidspunkt.

Den spanske spiller måtte forlade kampen mellem Manchester City og West Bromwich i går i anden halvleg med en ankelskade, og manageren Manuel Pellegrini håber på gode nyheder angående Silvas situation.

- Vi må se, hvor slem skaden er i morgen (tirsdag, red.). David har spillet de sidste tre kampe med smerter i anklen, og derfor var det ikke muligt for ham at spille kampen mod Sunderland i forrige uge, siger City-manageren ifølge Sky Sports.

- Han fik et spark for nogle uger siden, og han har siden spillet med smerter konstant. Det er svært at vurdere, hvor længe han er ude, før lægerne har kigget på det, men forhåbentlig er det en kort skadespause.

Manchester City har seks point op til Liverpool på førstepladsen, men har dog en kamp i hånden.