Video : Tipsbladet
Premier League

Profiler fandt målformen, da City pligtsejrede i testkamp

Pep Guardiolas tropper slog onsdag eftermiddag Kitchee fra Hong Kong med hele 6-1, i en kamp hvor flere af holdets profiler fik gang i målformen.

Med omtrent to uger til sæsonstarten i Premier League er klubberne godt i gang med at findpudse formen frem mod første spillerunde. Det gælder også for de forsvarende mestre fra Manchester City, der i dag vandt med hele 6-1 over Kitchee fra Hong Kong. 

Første halvleg stod i Raheem Sterlings tegn. Den lynhurtige kantspiller lagde op til de to første mål, der blev scoret af henholdsvis David Silva og Leroy Sane, hvorefter han selv fik netmaskerne til at blafre ved 3-0-målet. 

Efter pausen buldrede City videre, og i det 55. minut kom var Leroy Sane igen på spil, da han nettede til 4-0 på oplæg af Kevin De Bruyne. 

Ni minutter senere foretog de engelske mestre en masse udskiftninger, og ind kom flere unge talenter, der var ivrige efter at vise sig frem. Det lykkedes særligt for 18-årige Nabil Touaizi, der i det 80. minut gjorde det til 5-0 for City. 

Fem minutter senere fik Kitchee reduceret til 5-1, inden endnu et City-talent, Iker Pozo, lukkede kampen tre minutter senere. 

Kampen endte altså 6-1 til Manchester City, der fik gang i flere af holdets profiler. 

Pep Guardiolas mandskab spiller deres sidste træningskamp på lørdag mod japanske Yokohama M., inden de for alvor kan teste Premier League-formen mod Liverpool i Community Shield-finalen søndag den 4. august.