Video : Tipsbladet
Premier League

Dansk landsholdskeeper bliver ambassadør for Huddersfield Town

Målmand Jonas Lössl er blevet udnævnt til klubbens ambassadør for lighed, mangfoldighed og integration.

Han skal ikke kun stoppe modstandernes afslutninger, den danske landsholdskeeper Jonas Lössl skal nu også være med til at fremme Huddersfield Towns syn på vigtige emner i og omkring fodbold.

Den 29-årige dansker er netop blevet udpeget til ambassadør for lighed, mangfoldighed og integration - danskeren havde selv meldt sig til at tage tjansen, og emnet ligger tæt på målmandens hjerte.

- Fodbold skal være for alle, uanset race, køn, seksualitet eller religion, siger Jonas Lössl til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Alle skal kunne nyde det smukke spil og føle sig godt tilpas med at se deres hold i et diskriminationsfrit miljø.

Danskeren fortæller, at han selv har oplevet racisme i fodbold. Det var, da han spillede for Guingamp i Frankrig. Og derfor er det både naturligt og vigtigt for ham at sige fra over for racisme.

- Én situation skiller sig ud, fra da jeg spillede i Frankrig. Nogle fans kom med racistiske kommentarer mod en af vores målmænd - det var bare forkert.

- Det var en fjendtlig atmosfære, og for os var det svært at gøre så meget andet end at præstere og vinde og holde sammen. Vi viste dem på banen, at det, de gjorde, ikke var i orden.

- Det sker stadig i spillet over hele verden, og vi er nødt til at arbejde sammen, så det forlader fodbolden helt, siger den danske målmand.

Huddersfield er aktuelt på en delt sidsteplads i Premier League med to point for seks kampe. Der venter Huddersfield en hjemmekamp mod Tottenham lørdag.