Video : Tipsbladet
Premier League

Dansk U21-profil rykker tættere på ny klub

Rotherham er tæt på at kunne præsentere en ny målmand, og det kan være danske Daniel Iversen.

U21-landsholdets keeper, Daniel Iversen, er tilbage i Leicester City, efter at han tilbragte sidste sæson på leje hos Oldham Athletic i League 2, men i Leicester er der ikke ligefrem udsigt til spilletid. Her sidder A-landsholdets Kasper Schmeichel nemlig sikkert på posten som førstemålmand.

I stedet har Daniel Iversen været meldt på vej ud på endnu en lejeaftale, og det ser ud til, at det rykker tættere på.

League 1-klubben Rotherham har således været meldt meget interesserede, og nu afslører deres cheftræner, Paul Warne, overfor Rotherham Advertisor at klubben er meget tæt på at kunne præsentere en ny målmand. Warne nævner ikke keeperen ved navn, men avisen skriver, at det forventes, at der er tale om Daniel Iversen. 

- Vi får alle vores ønsker opfyldt med den målmand, som vi arbejder på. Vi venter kun på, at hans klub giver grønt lys. Jeg har ikke talt med målmanden, men jeg har haft kontakt med hans agent, som giver udtryk for, at spilleren er mere end interesseret. Hvis vi ikke får ham, vi vil have, må vi gå efter en anden på vores liste, fortæller Paul Warne.

Daniel Iversen, 21 år, kom til Leicester fra Esbjerg fB i januar 2016, men har fortsat sin førsteholdsdebut til gode.