Video : Tipsbladet
Premier League

Danskere fik sæsonens første Premier League-sejr

Huddersfield-danskerne tog mandag aften klubbens første sæsonsejr i Premier League.

Der var dømt bundbrag i Huddersfield mandag aften, da oprykkerne fra Fulham var på besøg hos danskerklubben Huddersfield.

I hjemmeholdets startopstilling havde tre danskere vanen tro fundet vej. Jonas Lössl startede på målet, mens Mathias 'Zanka' Jørgensen og Philip Billing var en del af henholdsvis forsvaret og midtbanen.

Forud for kampen havde hjemmeholdet endnu ikke vundet en kamp, men det blev der lavet om på denne aften.

Kampens enlige mål blev scoret af Manchester United-ejede Timothy Fosu-Mensah, som scorede selvmål for gæsterne efter knap en halv times spil.

Sejren betyder, at danskerne, som alle spillede fuld tid, ikke længere ligger sidst i Premier League. De tre point fordobler pointhøsten, og man overhaler Fulham og Cardiff i tabellen.

Heldigvis for holdene i bundstriden er der ikke langt op til de hold, der er placeret over nedrykningsstregen. Huddersfield har på 18. pladsen kun to point op til Crytal Palace, som ligger nummer 11.