Video : Tipsbladet
Premier League

Danskertrio i Huddersfield skal have ny manager

Efter gensidig aftale er David Wagner ophørt som manager i Huddersfield. Dermed skal klubbens tre danskere have ny chef.

Han var manden, der førte Huddersfield op i Premier League og sidenhen sikrede dem en ny sæson i en af verdens allerstørste ligaer, men nu er det slut for David Wagner.

På sin hjemmeside kan Huddersfield nemlig offentliggøre, at de to parter er blevet enige om at gå hver til sit.

Huddersfield har da også haft problemer i denne sæson, hvor de i øjeblikket ligger på sidstepladsen med otte point op til overlevelse. Kun 11 point i 22 kampe har David Wagner skrabet sammen.

Klubbens bestyrelsesformand understreger, at der ikke har været tale om en fyring eller et vink med en vognstang.

- Som jeg tidligere har sagt, havde jeg ingen intentioner om at fyre David i denne sæson. Men som den gode mand han er, kom David til os og gjorde det klart, at han havde brug for at tage en pause som manager, siger Dean Hoyle til klubbens hjemmeside.

Huddersfield, der har Philip Billing, Jonas Lössl og Mathias Zanka Jørgensen, skal dermed nu se sig om efter en ny manager.