Video : Tipsbladet
Premier League

De Bruyne om Mbappé: Kendte ham ikke for 18 måneder siden

Kevin De Bruyne lægger ikke skjul på, at han ikke vidste, hvem Kylian Mbappé var for 18 måneder siden.

Der er storopgør i aften, når Belgien og Frankrig tørner sammen i den ene VM-semifinaler.

Kevin De Bruyne er en af de store profiler for Belgien, mens Kylian Mbappé er den helt store offensive trussel for franskmændene.

De to stod også overfor hinanden i Champions League i 2016/17-sæsonen.

Her spillede Kylian Mbappé for Monaco, der sendte Manchester City ud i ottendedelsfinalerne. Over de to opgør nettede franskmanden to gange, og Kevin De Bruyne fortæller nu, at han på det tidspunkt ikke havde det store kendskab til Kylian Mbappé.

- Han havde kun spillet omkring 10 kampe, og på det tidspunkt kendte jeg ham ikke. Nu har han spillet en masse kampe i Ligue 1, Champions League og for landsholdet, siger De Bruyne ifølge Telegraph.

- Han er en helt anden spiller nu. Han bliver en stjerne de næste 15 år, og han kan sagtens blive endnu bedre, lyder det fra De Bruyne.

VM-semifinalen mellem Frankrig og Belgien bliver skudt i gang klokken 20.00 tirsdag aften.