Diego Costa misser nøglekampe
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Diego Costa misser nøglekampe

Chelsea må undvære Diego Costa i mindst to uger, og det betyder, at han næppe kommer i kamp mod Manchester United, mens Arsenal-opgøret ugen efter også er i fare.

Premier Leagues førerhold, Chelsea, må undvære topscorer Diego Costa det meste af april måned. Dermed misser han opgørene mod Queens Park Rangers og Manchester United, mens også Arsenal-kampen om tre uger i fare.

Det er tilbagevende problemer med venstre baglår, der er skyld i den ufrivillige pause. Costa havde allerede siddet over i Spaniens landskampe mod Ukraine og Holland, men Chelseas lægestab mente, han var kommet sig over forstrækningen. Han nåede dog kun at spille 11 minutter efter sin indskiftning i starten af anden halvleg i lørdagens opgør mod Stoke, før han måtte erstattes af Didier Drogba.

Nu venter der en scanning tirsdag, der skal fastlægge, præcis hvor længe Chelsea må undvære den 26-årige angriber. 

- Det er for tidligt at sige, hvor længe han vil være ude, men det bliver i hvert fald to uger. Men vi har stadig syv uger tilbage af sæsonen, så halvdelen af det er han hos os, siger manager José Mourinho ifølge The Guardian. 

Portugiseren afviser samtidig, at han gamblede ved at bringe Costa på banen, selv om topscoreren altså kun kunne holde 11 minutter, før skaden sprang op igen.

- Jeg vil ikke kalde det et sats at bruge ham, fordi vi foretog enhver test, og musklen havde ingen problemer. Spilleren har trænet på 100 procent i to dage. Den medicinske stab var overbevist om, at han var klar. Spilleren var overbevist om at han var klar. 

Selv uden Diego Costa i de kommende uger ligner Chelsea en kommende engelsk mester. Holdet er således syv point foran Arsenal i toppen af Premier League og har endda spillet en kamp færre. Manchester City kan dog med en sejr mod Crystal Palace i morgen kravle tilbage på andenpladsen.