Drogba: Salah plejede at SMS'e 'jeg kan ikke score mål'
Foto: Getty Images
Premier League

Drogba: Salah plejede at SMS'e 'jeg kan ikke score mål'

Didier Drogba fortæller, at Liverpool-stjernen tidligere beklagede sig over sine manglende evner foran mål.

Mohamed Salah har allerede lavet 20 mål for Liverpool i alle turneringer siden sommerskiftet fra AS Roma og er den helt store profil hos The Reds i disse dage. Premier League-topscoreren havde dog ikke samme succes i engelsk fodbold, da han i 2014 skiftede fra FC Basel til Chelsea.

Han fik blot 13 kampe for Chelsea i Premier League inden han blev udlejet til Fiorentina et år efter ankomsten. Nu fortæller den daværende Chelsea-stjerne Didier Drogba, at han altid har troet på Salah og at egypteren plejede at beklage sig over, at han ikke kunne lave mål i den blå Chelsea-trøje:

- Der var engang, hvor han skrev SMS'er til mig; ''Jeg kan ikke score mål og jeg aner ikke hvorfor''. Han beklagede sig til mig, siger Drogba ifølge BBC Sport og fortsætter:

- Jeg troede hele tiden på ham og skrev ''det er bare et spørgsmål om tid. Du skal bare have selvtillid''.

- Han er nu kommet tilbage til England og viser alle, at han er den spiller, vi altid troede på han var.

- Hvad han har gjort i Liverpool er fantastisk. Han er uforudsigelig. Han kan drible forbi modstanderne med lethed, han er blevet stærkere fysisk og han kan score mål. 

- Han er blevet en chef og en leder på banen. Det viser han på landsholdet og det lærer han også hos Liverpool. Jeg kan se hans udvikling bare i måden han jubler på. Han går ikke længere amok. Nu stikker han bare tungen ud af munden med en attitude der siger ''ja, det er bare mig igen'', siger Drogba.

25-årige Mohamed Salah er topscorer i Premier League med 13 kasser. Et mål foran Tottenhams Harry Kane, der har scoret 12.