Der kan ikke være to meninger om, at Christian Eriksen har været god for Brentford, siden han vendte tilbage til fodboldbanen.
Søndag aften var danskeren igen afgørende for sit hold, da han blev noteret for et oplæg i 3-2-sejren over Everton på udebane.
Stig Tøfting og Kenneth Emil Petersen havde da ligeledes kun positive ord at sætte på Christian Eriksens præstationer for Brentford efterfølgende.
Det gjorde de to TV3 Sport-eksperter meget klart i programmet 'Onside'.
- Og så har han jo spillet helt fantastisk. Det kan man bare ikke komme udenom, lød det således fra Stig Tøfting, inden Kenneth Emil Petersen fortsatte:
- Jamen, han har været suværen. Er du gal.
Du kan se hele klippet, hvor de to fodboldeksperter kommenterer på landsholdsstjernen, i videoen øverst i denne artikel.
Christian Eriksen - som vendte retur til Premier League i slutningen af februar - er noteret for fire oplæg og en scoring i Englands bedste fodboldrække i denne sæson.
Afsluttende siger Kenneth Emil Petersen, at han tror, at den tidligere Tottenham-stjernes næste klub er i eller omkring London.
Årsagen er, at Christian Eriksen hele tiden har sagt, at det er meget vigtigt, hvordan familiens trivsel er i hverdagen.
Brentford har spillet en sæson over al forventning, og danskerklubben er lige placeret som nummer 11 i Premier League.