Video : Tipsbladet
Premier League

Emery har ikke opgivet at holde på utilfreds Arsenal-anfører

Unai Emery har ikke helt opgivet at holde på Laurent Koscielny, og han håber at overbevise franskmanden.

Der har været ballade i Arsenal denne sommer.

Klubbens anfører Laurent Koscielny afviste at rejse med på klubbens træningslejr til USA, og han er i stedet opsat på at vende hjem til Frankrig, og derfor har han også bedt Arsenal om at fritstille ham.

Det vil Arsenal dog ikke, og det har tidligere været rapporteret, at the Gunners vil have omtrent 80 millioner kroner for forsvarsspilleren, der har ét år tilbage af sin kontrakt.
Men alligevel håber Unai Emery ikke, at alt håb om fortsat samarbejde mellem Laurent Koscielny og Arsenal er ude.

- Nu er det mellem klubben og ham. Jeg kæmper for at overbevise ham, men jeg respekterer hans beslutning, der er meget personlig, og den situation kan kun klares med ét argument.

- Jeg har ikke mistet håbet om, at han er hos os næste år. Men i øjeblikket er det hans beslutning at skifte, og vi tænker også over, om vi kan forstærke os med andre spillere, og hvordan vi kan hjælpe ham, fortæller Arsenal-manageren til Sky Sports.

33-årige Laurent Koscielny har været i Arsenal siden 2010, hvor han skiftede fra Lorient.