Engelsk avis: Conte vil sagsøge Chelsea
Foto: Getty Images
Premier League

Engelsk avis: Conte vil sagsøge Chelsea

Antonio Conte lader til at være meget utilfreds med, hvordan afslutningen i Chelsea forløb sig. Derfor vil han sende sine advokater i byen.

Tidligere på sommeren mistede Antonio Conte sit job i Chelsea, og han er angiveligt godt træt af, at den engelske Premier League-klub valgte at udsætte fyringen så længe. Derfor forlyder det nu, at han vil lægge sag an mod klubben.

Det skriver den engelske avis The Times.

Her bliver det beskrevet, at Antonio Conte har planer om at sagsøge sin nu tidligere klub for tabt arbejdsfortjeneste. Det uddybes, at Contes advokater vil pege på, at Chelsea nu har kostet Conte ét år af hans karriere, da det har været for sent for ham at overtage et nyt job i en europæisk topklub.

Eksempelvis skulle jobbet som ny træner i Real Madrid efter Zinedine Zidane have været en mulighed. Det var i stedet et job, som den tidligere spanske landstræner Julen Lopetegui overtog.

I stedet for at tage imod disse jobs var Conte ifølge den engelske avis meget opsat på at være engageret i Chelsea-jobbet. Da klubben valgte at fyre ham fire dage inde i opstartssæsonen skulle det altså have kostet ham muligheden for at finde noget nyt.

Conte har i sin karriere også været forbi Juventus og det italienske landshold, inden han tog jobbet i Chelsea.